Vendelbo Jamborette 2007 - Den gode spejderhistore

Den gode spejderhistore

Skrevet af Peter Karstrøm Vagning
onsdag 01. august 2007
”I 1907, for hundrede år siden, kunne man brødføde en familie for 16 ½ øre om dagen, taxaerne blev kaldt droscher og begyndte for alvor at køre i København! Men det var også det år hvor Robert Baden-Powell startede spejderbevægelsen i England. Den bevægelse vi alle nu er en del af, og som netop i dag rummer rigtig, rigtig mange millioner spejdere – brødre og søster over hele verdenen. Han fandt på at samle drenge og gøre dem til spejdere. Hans søster, Agnes Baden-Powell hjalp Baden-Powell med et særligt pigespejderprogram og senere blev hans kone Olave Soames aktiv i udviklingen af pigernes spejderarbejde. Som en lynild spredtes arbejdet til Danmark og til resten af verden. Deres ide, spejderideen, har ændret verden. For i spejdernes fællesskab er vi ens! Ligegyldig om du er sort, rød, gul eller hvid! Om du bor i en storby eller på landet, i et rigt eller fattigt land eller om du har sari eller sweatshirt på. Vi har noget fælles – vi kalder det ”spejderånd”. Den ”spejderånd” er svær at forklare, men vi kan genkende den. For hvem ellers arbejder i patruljer, lærer ved at prøve sig frem og er hjælpsomme - samtidig. Og så er vi sammen som kun spejdere er det. Vi har vores spejderlov og spejderløfte og det gør os til spejdere. En cocktail der sammen bliver til spejderånd, og banker sammen med hjertet, under vores uniform og vores tørklæde. Har du prøvet at rejse? Spejdere møder vi hjemme og ud i verdenen – når du møder en spejder fra et fremmed land, så vil du mærke, at vi har noget fælles - det at være spejder er noget særligt. Du vil opdage, at I ”taler samme sprog” og I har fælles værdier og oplevelser – ikke fordi det er det samme sprog der kommer ud af jeres mund eller I har været på samme lejr samme sted, men fordi I er spejdere og har en fælles historie og bare er trygge ved hinanden. Døre åbnes – helt bogstaveligt ved at du kan komme tæt på andre spejderfamilier i deres hjem. Du vil opdage, at det at være spejder sidder i blodet og i sjælen – man behøver ikke engang en uniform eller et tørklæde. Men i virkeligheden behøver du slet ikke rejse ud i verdenen for at mærke, at vi spejdere har noget sammen. Bare det at møde en spejder på din egen alder i den samme by som du bor i, og som har en anden farve uniform end dig selv, vil give dig et gip i maven. For tænk nu hvis det viser sig, at ham den store fra 7.a i virkeligheden er spejder? At du tilfældigt ser ham på cyklen i uniform – så ved du, at ham vil du altid kunne få en hjælpende hånd fra i en snæver situation. Eller hvis du til Spejderdagen så, at hende den krøllede havde spejderarmbånd på, så ved du at hende kan du regne med, når der skal laves skolefest til foråret. Vi ved at en spejder er til at stole på og altid har en god ide. Vi ved noget om naturen og så er vi vant til at få sat gang i projekter og få dem i hus! Alle spejdere i hele verden fejrer i dag, at det er 100 år siden at spejderbevægelsen startede … Prøv at luk øjnene og tag hinanden i hånden – og lad dine tanker flyve med: Klokken er 8 om morgenen i den 7. himmel. Skyerne er lyserøde og smørgule af den første sol. Der er fuglefløjt i den milde morgen luft og på en sky lige til højre for solen og lige under stjernerne sidder to mennesker. Hvis vi zoomer ind kan vi se, at det er en mand og en dame – lidt ældre og manden har overskæg og en stor hat på. Og kigger man nærmere, er det en spejderhat han har på. En af de gode gamle kaki med en gemsefjer i. Damen er klædt i jakke og har en lille kalot på hovedet. Hun udbryder ”Robert … se lige ned engang!” og peger ” Ja ja, Olave nu skal jeg lige finde mine briller! Hvad skal jeg se?”. ”Du skal se ned for der går et sus om hele jorden … der er ligesom noget der brænder … spejderhjerter” De brænder i Japan, Nepal, Indien og nu i Yemen… hov nu også i Uganda Kenya og Ghana – og i Rom, Danmark og Skotland.” De peger om kap og kommenterer ivrigt. ”Hov hvad skete der nu … Nej se – nu kommer det igen på Trinidad, og i USA. Og nu gløder det ud på Hawaii. En ring hele vejen rundt om jorden!” ” Der er så mange at hvis de tog hinanden i hånden ved ækvator så kunne de nå rundt om jorden – hvilket fantastisk syn”. Det må varme dem, der oppe på skyen hos Robert og Olave Baden-Powell. Måske ville de undres, hvis de tog en kikkert frem og så nærmere på hver af spejderne i ringen rundt om jorden. For nok går vi stadig i uniform og nok kan vi binde et råbåndsknob og snitte med dolk – men vi kan også mange andre ting, der hører vores tid og vores kulturer til. Spejdere er ikke ens, og heller ikke som de var for hundrede år siden. Vi spejdere i Danmark er jo helt almindelige mennesker i 2007, der ofte slet ikke skiller os ud – andet end at vi har et bankende spejderhjerte. Vi bruger Ipod, mobiler og computere, går i almindeligt tøj, og så går vi i skole, på arbejde og passer vores venner og familier. Men vi er gode til at arbejde sammen, tage ansvar og så har vi mere mod end de fleste! Har du ikke prøvet mange gange at være den der skal noget først, før de andre er med? Eller den der må stille op når de andre ikke gider? Og så er du selvfølgeligt den der har brugt din ferie på at møde nye mennesker, badet i mudder, sovet i telt eller bare brugt din weekend i en mørk og kold skov! Og vi HAR mod på mere … meget mere! Vi har mod på flere oplevelser hjemme og ude! Nogle skal ud at rejse og opleve spejdernes internationale fællesskab på egen krop, andre skal nyde at komme på lejr på center eller blot i nabosognet. Men alle har vi MOD PÅ MERE i de næste 100 år. Kan vi sammen udvikle spejderarbejdet så de der oppe på skyen om 100 år kan se flere ringe af spejdere omkring jorden og tænke, at der da hele tiden sker noget nyt? Også selvom vi stadig arbejder i patruljer, lærer ved at prøve og har noget fælles – noget spejderånd … noget der sidder inde under uniformen og tørklædet. Og så kan de der til den tid beder dem kigge ned på jorden undre sig over at vi danskere i 2007 stadig kunne betale vores mad med noget der hed kroner og var lavet af metal og at transporten forgik i biler, toge, busser og på cykler – for hvem ved hvordan verden ser ud om 100 år? Vi håber der vil være mange der kigger tilbage og som ser at spejderbevægelsen er levende og værdifuld.